Klim Sparekasse gennem 3 århundreder

Foretagsomme folk i Klim Sogn tog ved et møde d. 9. juli 1877 initiativ til at danne en lokal sparekasse. Klim Sparekasse har altid set det som sin opgave at være landsbysamfundets sparekasse. Lokal engagement og nærhed til kunderne har altid haft højeste prioritet. Lokal og loyal siden 1877 som vi siger i daglig tale.

 

Historien om Klim Sparekasse begynder altså i 1877 - mere end 25 år før jernbanen - hvor udviklingen af det gamle landbrugssamfund for alvor tager fart. Klim er befolkningsmæssigt på sit højeste i 1890 med livlig handel og industri, og der er grøde i både de folkelige og kirkelige sammenhænge. Herfra udbreder sparekassen sit virke til de omkringliggende sogne. To lokale sparekasser lægges sammen i 1938, og efterhånden bliver der grundlag for at åbne afdelinger i både Vester Thorup og Øsløs.

 

Med afdelinger i Øsløs og V. Thorup har sparekassens naturlige kundeområde således altid været den vestlige del af Han Herred og Hannæs.
Via elektroniske betalinger, dankort, internet-homebanking, PBS m.m. er kunderne for en stor dels vedkommende i dag også spredt ud over hele landet.

 

Udover at være et lokalt, moderne og konkurrencedygtigt pengeinstitut har Klim Sparekasse også som en væsentlig opgave at understøtte den fortsatte udvikling i lokalsamfundene. Sparekassen er en garantsparekasse med ca. 800 garanter. Vi har således ingen aktionærer, som ønsker at hæve størst muligt udbytte. De løbende overskud af driften kan således fuldt ud anvendes til at styrke sparekassen og dermed den fremtidige udvikling.

Det vil altid have højeste prioritet, at kunderne i Klim Sparekasse skal modtage en personlig og ærlig rådgivning, hvor kunden er i centrum. Vi har næsten ingen gebyrer og rentesatserne skal være konkurrencedygtige og gennemskuelige i størst muligt omfang. Med en lang række af samarbejdspartnere
inden for bl.a. kreditforeningslån, forsikringer og investering vil vi altid kunne tilbyde kunderne forskellige valgmuligheder.
Rådgivning er altid gratis. 

 

Ved at stå sammen om Klim Sparekasse kan vi i fællesskab udvikle de lokale værdier til gavn for nuværende og kommende generationer.

Du er altid velkommen i Klim Sparekasse.                                                     



Sparekassens facade

 

Hovedafdelingen i Klim
                                                                                                 

Klim Sparekasse
Oddevej 25, Klim
9690 Fjerritslev
tlf. 98 22 52 55 fax. 98 22 56 60
klim@klimsparekasse.dk