+45 98 22 52 55

 

Følg os på de sociale medier 

 

 

Følg os på de sociale medier 

 

21-01-2022

Garantrejse 2022 til Bornholm – Østersøens perle

Glæd dig til spændende og oplevelsesrige dage på Bornholm i Kristi himmelfartsferien


5 dage

Onsdag 25. til søndag 29. maj 2022

Pris pr. person kr. 5.390,-



Program

Dag 1
Vi kører fra Klim tidligt om morgenen. Undervejs på busturen er sparekassen vært ved morgen­kaffe med rundstykker – og senere en let frokost.

Vi kører til Sverige via Øresundsbroen og fortsætter til Ystad på Skånes sydkyst. Fra Ystad sejler vi til Rønne på Bornholm og bliver indkvarteret på vores hotel Green Solution House, hvor vi senere spiser aftensmad.

Dag 2
Efter morgenmaden skal vi på guidet tur i den bornholmske hovedstad, hvor vi får spændende fortællinger om byen.

Vi kører herefter til den nordlige del af øen og holder pause ved borgruinen Hammershus. Derfra fortsætter vi mod sydøst til Hellig­domsklipperne, som ligger mellem Tejn og Gudhjem. Helligdomsklipperne ­består af flere imponerende klippeformationer og betegnes som et af de flotteste natur­fænomener i Danmark.

Turen går videre til Gudhjem, hvor der bliver tid til at spise frokost og gå rundt i byen på egen hånd. På vejen tilbage til Rønne gør vi holdt ved den kendte rundkirke i Østerlars. Om aftenen spiser vi på en restaurant i byen.

Dag 3
I dag skal vi besøge den øst- og sydlige del af Bornholm. Efter morgenmaden kører vi tværs over øen til ­Svaneke, som er en smuk lille købstad med et fint havnemiljø. Vi besøger byens bryghus, hvor vi ser produktionen og smager på nogle af husets gode økologiske varer.

Der bliver tid til at spise frokost på egen hånd i Svaneke, hvorefter vi kører til Bornholms sydspids, Dueodde, som er kendt for den fine, hvide sandstrand. Ved Dueodde finder vi også Bornholmer­tårnet, som er et oplevelsescenter, hvor Forsvarets Efterretningstjenestes tidligere lyttepost nu er åbnet for offent­ligheden. Stedet er indrettet med billedudstillinger, film, maskiner og apparater fra 2. verdenskrig og fra Den Kolde Krig.

Om aftenen nyder vi en lækker buffet med blandt andet culottesteg og lammekølle på Vingården Lille Gadegård ved Aakirkeby. Under middagen spilles der livemusik.

Dag 4
Efter morgenmaden kører vi ad flotte – næsten ­hemmelige – veje ind mod Bornholms midte, hvor vi finder Almindingen, der med sine 3.800 ha er Danmarks tredje­største skov. I skovområdet besøger vi Rytterknægten, der er øens højeste punkt. Kort derfra ligger Ekko­dalen – en 12 km lang sprækkedal, som vi også kommer forbi. Almindingen er også kendt for at huse en flok bisonokser, der lever i en stor indhegning omkring Svinemosen midt i skoven. Måske kan vi få et kig på dyrene.

Vi kommer også forbi Slaus Stene – en række store tilhuggede sten med motiver om eventyr, Bornholms historie, trolde og underjordiske væsener. Turens sidste stop er ved Slusegård. Her finder vi det geogra­fiske knudepunkt, hvor den 55. nordlige breddegrad og den 15. østlige længdegrad krydser hinanden. Her står solen højest, når klokken er 12 (13 om sommeren).

Dagens udflugt deles op i to, idet vi ved middagstid vender til­bage til Rønne, hvor der bliver tid til frokost på egen hånd.

Vi er tilbage i Rønne sidst på eftermiddagen, hvorefter resten af dagen er til fri disposition.

Dag 5
Vi spiser morgenmad og forlader derefter Rønne. Efter sejlturen til Ystad kører vi mod Sjælland – og videre hjemad mod Nordjylland. Undervejs på turen spiser vi sen frokost.


Prisen inkluderer

  • Bustransport og færgeoverfart
  • Kaffe og rundstykker dag 1
  • 4 overnatninger med morgenmad på Green Solution House i Rønne
  • 3 x aftensmad (én af dagene på en vingård)
  • 2 x frokost
  • Guidede udflugter på Bornholm
  • Smagsprøver på Svaneke Bryghus
  • Entré til Bornholmertårnet og Østerlars Kirke
  • Dansk rejseleder

Tillæg for enkeltværelse kr. 1.800,-

Ret til ændringer i programmet forbeholdes


Tilmelding og betaling

til Klim Sparekasse, telefon 98 22 52 55
eller e-mail dk@klimsparekasse.dk
senest fredag 11. marts 2022
Stadig få ledige pladser – kontakt os for at høre nærmere


Afgang fra Klim Sparekasse

Onsdag 25. maj 2022 kl. 06.00


Fjerritslev Rejser er formidler for rejsens tekniske arrangør Lauritzen Rejser ApS #3185