+45 98 22 52 55

 

Følg os på de sociale medier 

 

 

Følg os på de sociale medier 

 

18-06-2015

Martin Frandsen fra Fjerritslev Badmintonklub hædret af nordjyske sparekasser for sin indsats

Servicesparekasserne i Nordjylland har i mange år sammen med DGI, Dansk Firma Idrætsforbund og Danmarks Idrætsforbund formidlet en fond, som årligt uddeler tre idrætspriser à 6.000 kroner. I år gik en af de tre priser til 22-årige Martin Frandsen fra Fjerritslev Badmintonklub.

I 2008 startede Martin, som dengang var 15 år, som træner i klubben, hvilket siden hen er blevet til hans mangeårige færden inden for badminton- og trænerverdenen. Siden 2008, hvor klubben havde cirka 25 ungdomsspillere, er det i år blevet til over 75 ungdomsspillere i Fjerritslev Badmintonklub, som blev kåret som »Årets Ungdomsklub i Badminton Nordjylland« 2013-14     

Martin er i dag træner for klubbens U9-U19 spillere og har ugentlig omkring ni træningstimer i hallen fordelt på tre træningsdage. Herudover kommer al den ekstra tid, han bruger på at planlægge træningen og andet lederarbejde i klubben.

Træningen er meget varieret, og Martin er god til at finde nye øvelser, som gør træningen spændende og udfordrende for de unge uanset niveau, lyder karakteristikken. Han er god til at presse spillerne til at yde deres bedste, og han har hele tiden et mål, han gerne vil opnå. For et par år siden fik klubben sin første A-spiller og i år klubbens første M-spiller, hvilket bestemt var et skulderklap til ham som træner.

 

Påskønnelse

Priserne skal uddeles til nordjyske idrætsledere, som gør en forskel og dermed et stort stykke frivilligt arbejde i deres forening i det daglige. Prisen tildeles som en påskønnelse for den store indsats, som alle idrætsforeninger er afhængige af for at få det hele til at hænge sammen. Det kan gælde både som træner og leder, men også mange gange som bestyrelsesmedlem.

– Alle idrætsforeninger er afhængige af disse ildsjæle, som oftest gør en kæmpe indsats i fritiden til gavn for andre børn eller voksne, siger direktør Henrik Agesen, Klim Sparekasse, som sammen med Kirsten Krogh Lunden fra DGI overrakte hæderen til en noget overrasket Martin Frandsen.

 

Godt klubmiljø

– Selv om Fjerritslev er en breddeklub, kan vi også godt levere spillere i den gode ende af skalaen, men det er stadig altafgørende, at alle har det godt, og der er et godt klubmiljø forældre og spillere imellem, fastslår formand for klubben Sine Frandsen.

– Martin har selv oplevet, hvor meget forældreopbakning betyder for en klub, og det arbejder han meget for at opretholde. Det ser vi blandt andet ved, at han gerne bruger tid på at tage en snak med forældre og spillere omkring problemer for at kunne forstå spillerne bedre og hjælpe dem bedst muligt med at udvikle sig.

– Der bliver opbygget en tillid mellem hinanden, hvor spillerne véd, de kan komme til Martin, fordi han tager dem alvorligt, og forældrene mærker, at der bliver taget hånd om deres børn. Martin er rigtig god til at lege med børnene og lave sjov med dem, hvilket skaber et rigtig godt miljø i klubben på tværs af årgange og køn, lyder det i formandens begrundelse for indstillingen til Nordjyske Servicesparekassers Idrætslederpris 2015.

– I foreningerne glemmer vi ofte at sætte nok pris på dette store arbejde i det daglige. Derfor skal idrætspriserne virke som en ekstra stor tak for indsatsen, men forhåbentlig også give motivation til at fortsætte det gode arbejde, påpeger Henrik Agesen.

– Som repræsentant for Klim Sparekasse har jeg i mange år deltaget, og det er jo ekstra glædeligt, hver gang vi kan få en idrætspris tildelt i vores lokalområde.

 

Læs mere om Fjerritslev Badmintonklub