+45 98 22 52 55

 

Følg os på de sociale medier 

 

 

Følg os på de sociale medier 

 

14-08-2019

 

Mange af vore kunder oplever at blive ringet op eller kontaktet via e-mail af folk, som udgiver sig for at være fra din sparekasse/bank, Post Nord, Skat, Nets eller lignende.

Men pas på – det kan meget nemt være en fælde!

Eksempelvis kan du modtage en besked fra Post Nord om, at der er en pakke på vej, men at der lige mangler at blive betalt et mindre beløb i porto. Hvis din nysgerrighed bliver vakt, og du går videre til en hjemmeside, hvor beløbet kan indbetales, er der stor risiko for, at du har overset en tekst med småt om, at du samtidig accepterer at købe et eller andet abonnement til flere hundrede kroner om måneden.

Tilsvarende kan der komme besked, som ved første øjekast ser ud til at være fra Skat, men hvor hensigten et at lokke dig til at afgive betalingsoplysninger, hvorved du kan risikere at blive trukket for endog store beløb.

Derfor: Hold godt øje med afsenderadressen og mailens/websidens indhold! Er der noget, der ser mystisk ud? Tryk aldrig på links, hvis du er i tvivl!

Desværre bliver svindlerne dygtigere og dygtigere til at få budskabet til at se troværdigt ud – så igen: Pas på!

Mange – og især ældre kvinder − oplever at blive ringet op og overtalt til at udlevere deres personlige oplysninger og koder. Ofte udgiver svindlerne sig for at være fra sparekassen/banken eller Nets og påstår, at de kan hjælpe med at stoppe et hackerangreb i din netbank.

Opkaldene foregår typisk efter lukketid eller i weekenden, hvor du som regel ikke kan dobbelttjekke noget med din rådgiver.

Husk derfor: Du skal aldrig opgive dit NemID og dine koder til nogen! Hverken offentlige myndigheder eller vi som pengeinstitut vil i øvrigt ringe til dig for at få den slags oplysninger.

En særlig udfordring gælder de unge i nattelivet. Her kan man specielt i de større byer opleve at blive kontaktet af en, der beder om hjælp til at hæve penge, »da de selv har mistet deres betalingskort«. De overfører så penge til den hjælpsomme unge – ofte via telefonen – og får den unge til at hæve beløbet kontant i en pengeautomat. Ikke sjældent får den unge lov selv at beholde nogle af pengene som tak for hjælpen.

Desværre er episoderne ofte et forsøg på hvidvask af stjålne penge, og dermed bidrager man med sin hjælpsomhed i virkeligheden til kriminalitet, og det kan ende med en plettet straffeattest.

Vigtigt at huske: Din konto er kun til dine egne penge!

Der er altså al mulig grund til at tænke sig om en ekstra gang, når fremmede kontakter os for at få oplysninger eller hjælp til at hæve penge.

Lad blot advarslen gå videre til dine forældre, børn eller børnebørn!

 

Venlig hilsen

Henrik Agesen
direktør

Klim Sparekasse