+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

05-09-2023

Dejlig sensommerdag i V. Thorup

Wauw – hvor var det fantastisk

Med hele 26 udstillere på grønsværen på Thorup Stadion til årets sensommerdag, blev vi endnu engang bekræftet i, at der er masser af liv og virkelyst i vores lokalsamfund, og at fællesskabet lever i bedste velgående.

Klim Sparekasse er hovedsponsor for Thorup Klim Boldklub, som står bag arrangementet – det var derfor helt naturligt at bakke op om dagen, mener Alex Andersen, der var med for første gang, og han var meget positivt overrasket.

– Ca. 240 deltog i spisningen om aftenen, og det synes jeg er ganske imponerede taget områdets størrelse i betragtning, siger sparekassedirektøren.

Sparekassen var at finde blandt de mange udstillere og havde slået telt op på stadion , hvor man kunne møde den skarpe trio i skikkelse af Klaus Hjort Larsen, Jette Mommer og Alex Andersen.

Her havde potentielle kunder mulighed for at høre om de mange fordele, der er ved at samarbejde med et selvstændigt og stærkt pengeinstitut. Der var dog ikke mange nye kunder at hente i V. Thorup denne dag, kunne Alex Andersen konstatere.

– Vi afholdt en konkurrence, og blandt alle deltagende var der kun en, som ikke var kunde hos os i forvejen, men vedkommende vil heldigvis gerne snakke med os, siger han med et smil.

I forbindelse med sensommerdagen uddelte Klim Sparekasse Idrætsprisen 2023. I år tilfaldt prisen – som udover æren består af 3.000 kroner – Kasper Overgaard Nielsen og Christian Baymler Anisimow.

Trænerduoen blev hædret for deres store arbejde for børnefodbold og i særdeleshed pigefodbold i Thorup-Klim Boldklub, og de tilskrives en stor del af æren for den succes, klubben har opnået på damesiden.