+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

15-03-2016

Fra overrækkelsen af Klim Sparekasses Idrætspris 2016 på 3.000 kr. ses fra venstre 
sparekassedirektør Henrik Agesen, prismodtageren Else Lauersen 
og gymnastikforeningens formand, Pia Rasmussen.

 

Idrætspris til ildsjæl 

Ved Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforenings store forårsopvisning fredag 11. marts 2016 blev Klim Sparekasses Idrætspris uddelt for anden gang.

Prisen, der er på 3.000 kr., gik til Else Lauersen, Fjerritslev, og blev overrakt af sparekassedirektør Henrik Agesen.

Bestyrelsen for Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening havde udpeget Else Lauersen til hæderen, fordi hun igennem mange år har været en del af foreningen og har støttet op om aktiviteter, som bidrager til foreningens økonomi og lokaleforhold.

Else Lauersen har både siddet i gymnastikforeningens og hallens bestyrelse og har været aktiv som instruktør, hvor hun har haft naturgymnastik, som har været en meget stor succes.

Når der er forårsmesse i hallen, er hun fortsat at finde blandt de frivillige.

- For os som forening er det vigtigt, at der er mange frivillige, som er med til at løfte i flok – noget, som Else har gjort gennem mange år, og som hun fortjener et skulderklap for, understreger formand Pia Rasmussen.

Klim Sparekasses Idrætspris i Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening
er nu uddelt for anden gang - i år gik de 3.000 kr. til Else Lauersen, 
der blandt meget andet har gjort en stor indsats for naturgymnastik.

Fyldt halgulv og masser af fart

Gymnastikforeningens årlige forårsopvisning foregik som nævnt i Thorup-Klim Hallen, og der var 350 betalende samt mange frivillige hænder.

Der var spænding i luften og mange forventningsfulde børn på gulvet, og i løbet af to timer var der godt 200 gymnaster fordelt på otte hold på gulvet og for at vise, hvad de har arbejdet med i løbet af vinteren, fortæller formand Pia Rasmussen.

De mindste og deres forældre var farlige pirater, som ankom på et skib, og de større havde arbejdet med både rytme og spring.

Alle leverede en flot opvisning, og som mange sagde efter opvisningen: "Nøj, hvor har de lært meget på det halve år!"

Efter endt opvisning var der stort kaffe- og kagebord, som indeholdt noget for enhver smag.

Mens forældrene hyggede med kaffen, var hjælpeinstruktørerne sammen med børnene på redskabsbanen, hvor der blev tumlet og leget.

De kommende to weekender er holdene ude for at deltage i opvisninger i henholdsvis Nykøbing Mors og Thisted, inden der er afslutning på de enkelte hold.