+45 98 22 52 55

 

Følg os på de sociale medier 

 

 

Følg os på de sociale medier 

 

23-08-2016

Klim Sparekasse kommer ud af første halvår med et overskud på godt 3,1 mio.kr. før skat mod 3,3 mio.kr. i samme periode af 2015. Sparekassens basisindtjening sætter rekord.

Se halvårsregnskabet her

 

Resultatopgørelsen – indtjeningsfremgang og stigende omkostninger 

Nettorente- og gebyrindtægter er steget med 2,4 % til 8,8 mio.kr.

Netto renteindtægterne stiger på trods af fortsat lavere renteindtægter fra beholdningen af obligationer, hvilket skyldes en kombination af forøget udlån og faldende renteudgifter til indlån. Et væsentligt fald i gebyr- og provisionsindtægter på 400 t.kr. opvejes fint af en stigning i udbytte af aktier på 441 t.kr.

Der er tale om den bedste indtjening i sparekassens 139-årige historie.   

Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 451 t.kr. Sidste år udviste denne post en kurgevinst på 595 t.kr.  

De samlede udgifter til personale og administration udgør 5,4 mio.kr. mod sidste års 5 mio.kr., svarende til en stigning på 8,9 %. En flot tilgang af nye kunder, men også generelle stigninger i omkostninger til edb, administration og support er årsagen.   

Halvårets nedskrivninger på udlån udgør 549 t.kr., hvilket er næsten uændret i forhold til sidste års nedskrivninger på 475 t.kr.

På trods af skærpede myndighedskrav og fortsat relativt svage samfundskonjunkturer er der således tale om en tilfredsstillende udvikling for sparekassen.

 

Balancen – vækst på alle poster

Udlån udgør pr. 30. juni 2016 157,7 mio.kr., hvilket er en stigning på 2,8 % i forhold til 1. halvår 2015, og en stigning på 4,6 % i forhold til ultimo 2015. I fremtiden håbes på en fortsat stigning i udlånet.    

Indlån udgør 341,8 mio.kr., hvilket er en stigning på 8,3 % i forhold til 1. halvår 2015 og en stigning på 5 % i forhold til ultimo 2015.

Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2016 62,1 mio.kr., hvilket er en stigning på 3,8 mio.kr. i forhold til 30. juni 2015.

Garantierne er opgjort til 53,2 mio.kr., hvilket er en stigning på 52,7 % i forhold til 30. juni 2015 som følge af mange bolighandler og nye regler for bogføring af garantier for kundernes kreditforeningslån.

I forhold til 1. halvår af 2015 er balancen steget 7,2 % til 408,1 mio.kr.

Sparekassens solvens udgør nu 21,1 %, hvor lovens mindstekrav udgør 8 %. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 10,8 %. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 395 %, og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 2,5, hvilket dokumenterer, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til fremtiden.

 

Generelle forhold – mange nye kunder     

Sparekassens generelle økonomiske forhold må betegnes som stabile. Sparekassen er ikke involveret i store ejendomsprojekter, og vores engagement i landbruget giver ikke anledning til drastiske tiltag, idet disse er fordelt på mange forholdsvis mindre engagementer.

Som konsekvens af det kun svagt stigende udlån og den fortsat faldende forrentning af sparekassens store indlånsoverskud må vi forvente en nedgang i basisindtjeningen i fremtiden.

Klim Sparekasse har i første halvår haft en netto tilgang af ca. 100 nye kunder, og selv om vi fortsat venter på bedre vilkår for mange erhvervskunder, ser vi positivt på fremtiden. Vi er særdeles tilfredse med den store opbakning fra såvel bestående som nye kunder til vores lokale og selvstændige sparekasse med 9 ansatte.

Sparekassens ca. 1.100 garanter har fået udbetalt 3 % i rente af garantkapitalen i 2015.     

Sparekassen forventer, at årsresultatet af den primære drift (resultat før kursreguleringer og nedskrivninger) bliver i størrelsesorden 6 mio.kr., hvilket er en opjustering på ca. 700 t.kr.   

Henrik Agesen, direktør