+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

23-08-2023

Tilfredshed med 1. halvår 2023

Klim Sparekasse er kommet godt fra start i 2023. Så godt, at sparekassen kan præsentere et tilfredsstillende resultat før skat på 5,2 mio. kr. mod -1,0 mio. kr. i 2022

Resultatet tager afsæt i en stigning i basisindtjeningen på 56,7% i løbet af første halvår 2023. Stigningen har blandt andet baggrund i en stigning i nettorenteindtægterne, som er steget som følge af Nationalbankens renteforhøjelser og stigende markedsrenter.

”Vi ser en fortsat tilfredsstillende tilgang af nye kunder. Vi er naturligvis glade og stolte over den tillid, som kunderne viser os, og det er til fulde medarbejdernes fortjeneste, for de yder en kæmpe indsats hver dag, for at kunderne kan realisere deres drømme,” siger adm. direktør Alex Andersen.

Aktiviteten har imidlertid været lavere, specielt på boligområdet, hvilket har ført til et fald i nettogebyr- og provisionsindtægterne på 12,8 %. I forhold til samme periode sidste år, så har flere kunder været afventende over for konsekvenserne af krig, inflation og stigende renter.

Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 0,8 mio.kr., mod et kurstab på 4,5 mio. kr. i 2022. Sparekassens beholdning af aktier har givet en gevinst på 0,7 mio.kr., og beholdningen af obligationer en gevinst på 0,1 mio.kr. Sparekassens obligationsbeholdning på 127 mio.kr. forvaltes af 2 eksterne kapitalforvaltere med forsigtige investeringsmandater.

De samlede udgifter til personale og administration udgør 8,2 mio.kr. mod sidste års 7,5 mio.kr., svarende til en stigning på 10,2 %. Specielt stigende omkostninger til it-udvikling og implementering, er hovedårsagen til udviklingen.

Nedskrivninger på udlån udgør netto 0,3 mio. kr., hvor det i 2022 var en indtægt på 0,4 mio. kr. Sparekassens kunder har generelt en god økonomi og sparekassen har endnu ikke set mærkbare negative indvirkninger, som følge af stigende renter og inflation. ”Vi er stort set ikke eksponeret mod de mest følsomme brancher på erhvervssiden, og blandt privatkunderne ser vi kun få negative konsekvenser, da mange har en stærk økonomi og en god likviditet, ”siger adm. direktør Alex Andersen. Tidligere afsatte beløb fastholdes dog indtil videre, idet situationen i Ukraine kan medføre nye usikkerheder i kundernes økonomi.

 

Balancen

Udlån udgør pr. 30. juni 2023 185,8 mio.kr., hvilket er en stigning på 1,2 % i forhold til 1. halvår 2022, og en stigning på 0,5 % i forhold til ultimo 2022. 40 % af sparekassens udlån kommer fra erhvervskunder. Landbrug og fiskeri udgør til sammen ca. 16,1 % af det samlede udlån. 87 % af sparekassens udlån stammer fra sparekassens primære markedsområde.

Indlån udgør 408,8 mio.kr., hvilket er en stigning på 8,0 % i forhold til 1. halvår 2022 og en stigning på 3,7 % i forhold til ultimo 2022.

Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2023 103,7 mio.kr., hvilket er en stigning på 5 % i forhold til 30. juni 2022. Indbetalt garantkapital udgør 16 mio.kr. af egenkapitalen.

Garantierne er opgjort til 63,6 mio.kr., hvilket er et fald på 34,1 % i forhold til 30. juni 2022. Her er det primært antallet af konverteringer af kreditforeningslån, der er faldet markant, som er hovedårsagen.

I forhold til 1. halvår af 2022 er balancen steget med 7,3 % til 518,4 mio.kr.

Sparekassens solvens udgør herefter 35,6 %, hvor lovens mindstekrav udgør 8 %. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 12,1 % incl. et tillæg på 0,6 %, som følge af krig, inflation og stigende renter. Overdækningen på 23,5 % er således blandt de største i Danmark. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 2.758 %, og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 1,8, hvilket understreger, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til at imødekomme fremtidens kapitalkrav.

 

Generelle forhold

Sparekassens garanter har fået udbetalt 3,25 % i rente af garantkapitalen for 2022.

På baggrund af den gode start på 2023 opjusterer sparekassen forventningerne til resultatet før skat med 4 mio. kr. Årets resultat af den primære drift (resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og skat) forventes således i intervallet 7,5 – 9,5 mio.kr.